Da revyen kom på plakaten.

Det var en dejlig mandag morgen, det var forår og selvom klokken kun var 07:45 skinnede solen fra en smuk blå himmel. Pædagogen Arni var mødt ind på Aktiveringstilbuddet Helios. Der skulle starte en ny medarbejder i dag på IT-værkstedet, som Arni var ledende pædagog for. Der arbejdede i forvejen 15 mennesker – alle med nedsat funktionsevne og/eller sociale problemer - i beskyttet job. Arni, og de andre pædagoger på stedet, yndede at kalde dem for medarbejder, der skulle ikke gøres forskel, og de var der jo for at have et så normalt liv som muligt.

Kristoffer, som skulle starte i dag, var en ung mand på 23. Han var tidligere misbruger og havde adskillige diagnoser. Da Kristoffer ankom klokken ni havde Arni allerede allieret sig med Connie, en 25 årig med Downs, som havde været på Helios i to år.  Connie havde det bedst med regler og faste rammer, så Arni tænkte at hun og Kristoffer kunne have glæde af hinandens forskelligheder, derfor skulle hun være med til at vise Kristoffer rundt og byde ham godt velkommen. Da Kristoffer ankom og blev vist rundt, kunne Arni hurtigt fornemme, at han gerne ville styre, men Arni håbede stadig, at Connie kunne gøre noget godt for ham, så han satte dem på et fælles projekt. De skulle lave plakaten til årets Helios revy.

Kristoffer og Connies samarbejde forløb forholdsvis fredeligt mandag eftermiddag. Connie fandt sidste års plakat frem, og de blev enige om at lave den nye plakat efter samme opbygning.

Tirsdag mødte både Connie og Kristoffer ind klokken halv ni. De virkede til at snakke godt sammen hen over morgenkaffen, men lige så snart de gik i gang med opgaven begyndte de at mundhukkes. Connie ville fortsætte arbejdet, der hvor de havde sluppet det, men Kristoffer havde pludselig besluttet, at plakaten skulle være helt anderledes, end det de først havde besluttet. ”Men vi har jo allerede bestemt hvordan den skal se ud” sagde Connie. ”Ja, men det er så grimt, kedeligt og dårligt. Der er ingen der gider se sådan et lorteshow!” svarede Kristoffer. Connie som jo ikke havde det godt med hurtig omstilling, forsøgte forgæves at få Kristoffer tilbage på det gamle spor, men Kristoffer var allerede i gang med den nye, helt anderledes, plakat. Det fik Connie op i det røde felt og diskussionen blev noget ophedet. Arni kom ind til dem og spurgte hvad de diskuterede om. Connie fortalte med det samme, at Kristoffer ikke holdte den aftale de havde lavet om plakaten. Kristoffer begyndte at brokke sig og mente, at det var Connie der ikke ville høre på ham og hans ideer. Da de ikke kunne redde trådene ud selv, fik Arni dem til at holde frokost. Her tog Arni først fat i Connie. Han fortalte hende, at han godt kunne se at hun blev oprevet, og at han godt kunne forstå, at hun syntes det var svært at skulle lave det hele om. Men det kunne jo være, at hun godt kunne lide nogle af Kristoffers ideer, hvis hun så dem. De blev enige om at lade Kristoffer lave en ny skitse, og så kunne de jo se hvor meget af det, hun kunne gå med til. Arni fortalte hende også, at han havde sat dem sammen, fordi han mente at hun kunne lære Kristoffer meget. Det fik Connie i bedre humør, og resten af eftermiddagen forløb nogenlunde fredeligt.

Onsdag morgen var Connie igen mødt ind klokken halv ni, og hun var hurtigt klar til at gå i gang med arbejdet. Da klokken blev ni var Kristoffer stadig ikke dukket op, og Arni kunne mærke at Connie var ved at blive frustreret.

Klokken halv ti står Connie og Arni og snakker i gangen, da Kristoffer kommer brasende ind af døren, han er tydeligvis vred og oppe at køre. Han ser ikke noget omkring sig og i sin fart i gennem gangen kommer han til at ramme Connie i brystet med sin albue, og udbryder ”Flyt dig, kælling”, hvorefter han suser videre. Connie reagere ved at råbe tilbage til Kristoffer ”Hvad fanden laver du?” og følger efter ham. Arni tager fat i Connies arm og spørger; ”Hvad vil du nu?” ”Jeg vil ind og skælde ham ud, han er en idiot” svarede Connie, ”Man må ikke slå!”. ”Jeg tror ikke at Kristoffer slog dig med vilje. Måske skal vi prøve at snakke med ham sammen?” Sagde Arni. ”Han skal skældes ud, man må ikke slå!!” sagde Connie. ”Kom”, sagde Arni ”Nu går jeg med dig ind til ham, så du kan snakke med ham, og fortælle at du blev ked af det, da han ramte dig.” De gik ind og fandt Kristoffer siddende ved computeren. Den var tændt og han sad og kiggede på den plakat han selv havde lavet. På gulvet lå den første – fælles – plakat revet i tusind stykker. Da Connie får øje på den ødelagte plakat på gulvet, forandres hendes ansigtsudtryk fuldstændig. Hvor hun før var næsten rød af raseri, forsvinder farven nu fra hendes ansigt, hun stivner og hendes øjne bliver fyldt med vand. ”Hvad har du gjort?” råber hun halvt grådkvalt, mens hun begynder at samle stumperne op. ”Jeg har revet lortet fra hinanden, vi skulle alligevel ikke bruge det”, svarer Kristoffer. ”Den plakat jeg har lavet, er tusinde gange bedre.”

Connie var nu helt opløst af raseri og frustrationer, og kunne næsten ikke sige noget. Arni som var ked af, at de ikke havde kunnet løse deres uoverensstemmelser stille og roligt, begyndte nu at snakke til Kristoffer. ”Kristoffer, prøv at se på Connie. Hun blev meget ked af det, da du ramte hende med din albue, og fordi du har revet plakaten i stykker. Jeg synes du skal sige undskyld til Connie, for at du ramte hende, og så må vi prøve at finde en løsning på plakaten, I har jo begge to en masse gode ideer.” Jeg gider fandme ikke sige undskyld til sådan en dum tøs.” svarede Kristoffer og for ud af rummet.