Erobringen af Rom.

Jeg var på weekendbesøg hos et vennepar, Henrik og Karen, og deres to børn, Frida på 3 år og Emil på 6 år.

Emil, en typisk dreng med krudt i måsen og energi nok til et helt fodboldhold, søger meget sin far og vil (fra min synsvinkel) enormt gerne ses og anerkendes af ham. Frida er til gengæld en stille pige, som er enormt god til at tulle rundt og lege selv, og så er hun en super charmetrold. Det gør desværre at der er en let tendens til at rose (og næsten favorisere) Frida meget, hvorimod Emil får meget skæld ud for sin enorme aktivitet.

Jeg havde været der fra fredag eftermiddag, og det var nu blevet lørdag. Vi var stået sent op og havde bare hygget, set film og lavet ingenting. Frida havde tullet rundt og som altid hygget med  at lege selv. Emil havde haft en legekammeret på besøg, de havde løbet rundt, hoppet på trampolin og leget vildt. Nu sad begge børn og så børnetime.

Der spredte sig en skøn duft af mad og, trods nogle enkelte konflikter mellem Emil og hans forældre i løbet af dagen, var der en god stemning. Henrik lavede mad og Karen og jeg nød et glas rødvin på den anden side af kogeøen. Emil begyndte at blive rastløs, han gik ud i køkkenet til sin far, men han var optaget af maden og havde ikke tid. Emil begyndte at drille Henrik for at få hans opmærksomhed, og langsomt forandrede stemningen sig. Karen forsøgte nervøst, at flytte Emils fokus og få ham til at stoppe, men forgæves. Henriks lunte var kort, hurtigt kom han op i det røde felt, og det samme gjorde hans stemmeleje. Karen begyndte i sin desperation også at hæve stemmen og med ét, var huset fyldt af råb og stemningen så tung, at selv ikke en ung Arnold Schwarzenegger ville være i stand til at løfte den.

Senere på aftenen, da den lækre mad var spist og børnene faldet i søvn, sad Henrik, Karen og jeg - med endnu et glas rødvin - og snakkede om løst og fast. Den overspændte situation tidligere på aftenen fyldte stadig godt i mit hoved, og da lignende konflikter var et tilbagevendende problem i huset, besluttede jeg mig for at tale med dem om det.

Med en del nervøsitet for hvordan de ville tage det, begyndte jeg stille og roligt at fortælle. Jeg fortalte dem pænt, at jeg synes der var meget råben, for meget. Jeg forklarede, at for mig at se; så er Emil en aktiv dreng der elsker sin far betingelsesløst, og som bare gerne vil være sammen med ham – og accepteres af ham - hele tiden. Jeg fortalte, at det gjorde ondt på mig at se dem skælde Emil så meget ud, og at det ikke måtte være nemt for ham, at Frida altid blev rost til skyerne.

Jeg var mere end spændt på hvordan de ville reagere på mit ¨angreb¨, så stor var min overraskelse da de hverken blev vrede, sure eller gik i forsvar. Tværtimod erkendte de med det samme problemet, især Karen vidste godt, at det var noget der skulle arbejdes med, hun nærmest takkede mig for at sige det. Vi snakkede om det lidt tid, og jeg gav nogle gode råd til hvad jeg syntes de kunne gøre anderledes. Senere skiftede vi emne og stemning var let og leende.

Næste morgen kunne jeg allerede mærke en forskel på stemningen mellem børnene og deres forældre, der opstod naturligvis stadig nogle konflikter – Rom blev jo ikke bygget på én dag – men lunten var blevet en smule længere og stemmen en smule dybere.

Fortælling af Lærke Lundorff

Personlig beretning. Navne er fiktive

Min fortælling

Det er fredag eftermiddag, en smuk og kold vinterdag. Jeg er pædagogmedhjælper på et bosted- og dagtilbud for voksne med senehjerneskadet. 

Vi har travlt og er presset grundet de mange besparelser, og sygemeldingerne der kommer på stribe. Jeg møder ind sammen med mine kollegaer, og vi samles på personalekontoret for at holde overlap og planlægge dagens gøremål. 

Mine kollegaer er trætte og rummet præges af en negativ stemning. Der er en sygemelding på vores nabo afd. og en af os må træde til og hjælpe. Mine kollegaer har aldeles ikke lyst og kan finde overskudet til at hjælpe dem, trods de kender til beboerne og deres behov, vi snakker frem og tilbage om det og jeg føler mig nødsaget til at melde mig, trods min uvidenhed og manglende kompetence til opgaven. Vi aftaler at den anden kollega må træde til næste dag.

Jeg omstiller mig, og finder overskuddet frem, jeg går der hen med en positiv tilgang, og det ender med at blive en rigtig god dag.

Da jeg møder ind næste dag, lidt senere end mine kollegaer, har de så aftalt at det må blive mig der tager over og hjælper nabo afd. igen, trods aftalen. Jeg siger at jeg syntes at det var fejt at aftale dette over hovedet på mig og dette ikke var, hvad vi aftalte forleden, min kollega bliver meget stødt over jeg kan finde på at trodse hende, og siger at det er noget jeg SKAL, da jeg kun er pædagogmedhjælper og derfor slet ikke dannet til at sige fra, og at jeg skal irettesætte mig efter hvad hun siger,  Jeg er trængt op i en krog og er tvunget til at sige fra. Så jeg står ved at det ikke var aftalen og at jeg syntes hun skulle tage sin del af aftalen, og tage over på nabo afd. med en ligeså positiv tilgang som jeg havde, trods det manglende overskud.

Hun bliver meget sur og vælger at gå derover. Resten af dagen går med vendinger og reflektioner, om det var den rigtige beslutning fra min side, og om jeg bare havde været på tværs.

Nogle dage efter fik jeg en undskyldning, og hun anerkendte min tilgang til problemet og min beslutning den dag. 

Akademisering- en trend i tiden

Det nye årtusinde

I 2001 under Anders Fogh regeringstid blev pædagoguddannelsen til en professionsbacheloruddannelse. Det betød at pædagogerne fik mulighed for at videreuddanne sig og lettere ved at få deres uddannelse godkendt i udlandet.
Uddannelsesinstitutioner, som før har levet deres selvstændige liv, går sammen i centre for videregående uddannelser. For at øge det faglige niveau, skabe et bedre studiemiljø, bredere kendskab til andre faggrupper- i sidste ende når de studerende er færdiguddannet er de ikke så fremmelige overfor hinanden.
Uddannelser bliver nedlagt og nye kommer til. Klub- uddannelsen som uddannede ungdoms pædagoger blev nedlagt og afløseren hedder videregående voksenuddannelse i ungdomspædagogik. Årskursus- en videre uddannelse for pædagoger nedlægges og i stedet etableres Danmarks pædagogiske universitet, hvor man både kan tage diplom og masteruddanelse.
I 2003 kommer evalueringen af den 10 år gamle fællesuddannelse for alle pædagoger- dommen lyder at uddannelsen er for ensartet og mangler en fælles faglig kerne- undervisningen er simpelthen ikke god nok. Undervisningsministeren snakker om en bedre sammenhæng mellem pædagog og lærer uddannelsen og endda også at pædagoguddannelsen måske er nået til vejs ende. Det er alle dog ikke enige i og heldigvis er uddannelsen her stadig og den pædagoguddannelse vi kender idag har eksisteret siden 2005.

Min fortælling

Min fortælling udspiller sig på et plejehjem. Jeg arbejder på en afdeling jeg normalt ikke plejer at være tilknyttet. En sosu-hjælper er konstant på nakken af mig og jeg kan aldrig gøre det godt nok. En beboer er lidt dårlig tilpas og ligger på en sofa og hviler sig. Sosu-hjælperen beder mig om at få beboeren op og med ind til frokost, men beboeren vil hellere ligge på sofaen. Sosu-hjælperen kommer hen til beboeren og får hende op at sidde. Hjælperen har et glas vand i hånden og tvinger beboeren til at drikke vandet selvom hun ikke har lyst. Hjælperen vil have mig til at finde et tæppe og jeg har den ubehagelige følelse af, at hun utålmodigt står og ånder mig i nakken.

Episoden kulminere med at en af beboerne sidder i opholdsstuen er meget urolig, siger hun fryser og gerne vil have hjælp. En sosu-hjælper mister tålmodigheden og køre beboeren ind på sin stue. Fra opholdsstuen, hvor jeg befinder mig kan jeg høre beboeren råbe om hjælp og sosu-hjælperen siger til beboeren, at nu gider hun ikke høre mere på hende og at hun forstyrre de andre beboere.

En assistent- elev som ikke har hørt situationen køre beboeren tilbage til opholdsrummet. Sosu-hjælperen bliver sur på assistent- eleven og siger til hende, at det er respektløst af hende at gå mod hendes ordre. Assistent-eleven bliver ked af det og får slet ikke lov til at forklare situationen.
Det blev min første og sidste dag på den afdeling for, for eftertiden bad jeg om at arbejde på en anden afdeling.

Det nye årtusinde

Om fremtiden kan man kun spå:

Vi gifter os i håb om en kerne familien, men ofte ender det i en skilsmisse, og håbet om kerne familien smuldrer. I dag stiller vi alt for store krav til os selv, til vores børn, og til vores arbejdesplads. Og det ender i frustrationer og stress.

i vores generation har vi lært at vælge til og planlægge, så vi kan nå det hele. Problemet bliver desværre, at jagten på det gode liv ender med at true lykken. fordi vi stille for mange krav og høje forventninger. 

Der var engang hvor arbejdespladsen var et sted hvor man tjente sine penge, og hvor det sted man gik hen til efter en arbejdsdag var det vigtigste. men i dag har flere og flere mennesker deres identitet via arbejdspladsen, og det er svært at give afkald på. Og det kan derfor også være hårdt at være væk fra arbejdspladsen i en periode.

Howard Gadner:

psykolog, forsker og professor ved harvard university i Boston. Hans udgangspunkt er kognitiv psykologi, viden om tænkning, intelligens, viden og kunnen.  inde for småbørns pædagogik mener han at hver enkelt barn er unikt, det skal føle sig set og har krav på at blive mødt med respekt, børn har lyst til og behov for at udforske verden. Han siger også at her af skal de voksne benytte mange forskellige indgange til det enkelte barn i det pædagogiske arbejde. Der bliver fokuseret på barnets stærke sider.  

Eksklusion af stuen.

Jeg startede i praktik i efteråret 2011. i en børnehave i Århus. Nogen få dage, før jeg skulle starte, havde jeg været ude på besøg, så institutionen vidste hvem jeg var. Da jeg begyndte i børnehaven, havde jeg nogen forventninger til mit praktiksted, og til den første uge. F,eks. regnede jeg med, at få en form for rundvisning, så jeg kunne lære stedet at kende, og så jeg vidste hvor tingene var i institutionen. Men den stue jeg kom på have åbenbart ikke interesse i, at vise mig stedet og dagligdagen. Dette gjorde mig meget frustreret, da jeg f.eks ikke vidste om der var nogen børn med særlig behov på stuen, og i det hele taget, hvordan deres daglig dag var. De to voksne snakkede ikke til mig eller tog mig med i dagligdagens gøremål, selvom jeg prøvede, at spørger ind til forskellige emner og ting. Men efter jeg havde været der i en uges tid, havde jeg observeret, hvordan dagligdagen var, og hvordan pædagogerne, og medhjælperne gjorde på stuen. Da jeg havde været der i en månedes tid, måtte jeg gå til lederen i børnehaven og forklare, at inde på den stue jeg var, fik jeg ikke lov til noget og, at de ekskluderet mig, så jeg ikke kunne udfolde mig eller vise hvad jeg kunne, og hvad jeg kunne komme med af ting og gode ideer til dagligdagen. Pædagogen og medhjælperne på stuen, fik mig også til at følge mig overvåget. Når jeg f.eks. sad og observeret en gruppe børn i deres leg, troede pædagogen og medhjælperen, at jeg bare sad og kiggede på. dette gjorde mig, meget ked af det.

Så efter en måned, hvor jeg havde givet det tid, måtte jeg gå til lederne og fortælle om hvordan jeg havde det. Det havde jeg det selvfølgelig ikke særlig godt med. Jeg ønskede, at det var noget, som jeg kunne have klaret med de voksne på stuen. Heldigvis var lederne rigtig forstående, og jeg kom ned på en af de andre stuer, hvor jeg godt kunne med pædagogerne og medhjælperne, de inkluderede mig i deres dagligdag, og jeg begyndte at åben mere op. Jeg kunne vise hvem jeg var og hvad jeg kunne. jeg fik lov til at tage på tur med børnene, og jeg begynde, at få meget mere ansvar. Da jeg havde været i institutionen i noget tid, blev jeg bekræftet med, at det ikke var første gang, at de to andre inde på den anden stue havde opført sig sådan, over for nye personer. Jeg synes at min fortælling fortæller, at det er vigtigt at komme af med sine bekymringer og at man ikke altid skal finde sig i alt, selvom man er ny. Det er også vigtigt, at man kan snakke sammen i en institution, og komme af med det, man har på hjerte. Det har jeg erfarede gennem praktikken.