Min fortælling

Det er fredag eftermiddag, en smuk og kold vinterdag. Jeg er pædagogmedhjælper på et bosted- og dagtilbud for voksne med senehjerneskadet. 

Vi har travlt og er presset grundet de mange besparelser, og sygemeldingerne der kommer på stribe. Jeg møder ind sammen med mine kollegaer, og vi samles på personalekontoret for at holde overlap og planlægge dagens gøremål. 

Mine kollegaer er trætte og rummet præges af en negativ stemning. Der er en sygemelding på vores nabo afd. og en af os må træde til og hjælpe. Mine kollegaer har aldeles ikke lyst og kan finde overskudet til at hjælpe dem, trods de kender til beboerne og deres behov, vi snakker frem og tilbage om det og jeg føler mig nødsaget til at melde mig, trods min uvidenhed og manglende kompetence til opgaven. Vi aftaler at den anden kollega må træde til næste dag.

Jeg omstiller mig, og finder overskuddet frem, jeg går der hen med en positiv tilgang, og det ender med at blive en rigtig god dag.

Da jeg møder ind næste dag, lidt senere end mine kollegaer, har de så aftalt at det må blive mig der tager over og hjælper nabo afd. igen, trods aftalen. Jeg siger at jeg syntes at det var fejt at aftale dette over hovedet på mig og dette ikke var, hvad vi aftalte forleden, min kollega bliver meget stødt over jeg kan finde på at trodse hende, og siger at det er noget jeg SKAL, da jeg kun er pædagogmedhjælper og derfor slet ikke dannet til at sige fra, og at jeg skal irettesætte mig efter hvad hun siger,  Jeg er trængt op i en krog og er tvunget til at sige fra. Så jeg står ved at det ikke var aftalen og at jeg syntes hun skulle tage sin del af aftalen, og tage over på nabo afd. med en ligeså positiv tilgang som jeg havde, trods det manglende overskud.

Hun bliver meget sur og vælger at gå derover. Resten af dagen går med vendinger og reflektioner, om det var den rigtige beslutning fra min side, og om jeg bare havde været på tværs.

Nogle dage efter fik jeg en undskyldning, og hun anerkendte min tilgang til problemet og min beslutning den dag.