Eksklusion af stuen.

Jeg startede i praktik i efteråret 2011. i en børnehave i Århus. Nogen få dage, før jeg skulle starte, havde jeg været ude på besøg, så institutionen vidste hvem jeg var. Da jeg begyndte i børnehaven, havde jeg nogen forventninger til mit praktiksted, og til den første uge. F,eks. regnede jeg med, at få en form for rundvisning, så jeg kunne lære stedet at kende, og så jeg vidste hvor tingene var i institutionen. Men den stue jeg kom på have åbenbart ikke interesse i, at vise mig stedet og dagligdagen. Dette gjorde mig meget frustreret, da jeg f.eks ikke vidste om der var nogen børn med særlig behov på stuen, og i det hele taget, hvordan deres daglig dag var. De to voksne snakkede ikke til mig eller tog mig med i dagligdagens gøremål, selvom jeg prøvede, at spørger ind til forskellige emner og ting. Men efter jeg havde været der i en uges tid, havde jeg observeret, hvordan dagligdagen var, og hvordan pædagogerne, og medhjælperne gjorde på stuen. Da jeg havde været der i en månedes tid, måtte jeg gå til lederen i børnehaven og forklare, at inde på den stue jeg var, fik jeg ikke lov til noget og, at de ekskluderet mig, så jeg ikke kunne udfolde mig eller vise hvad jeg kunne, og hvad jeg kunne komme med af ting og gode ideer til dagligdagen. Pædagogen og medhjælperne på stuen, fik mig også til at følge mig overvåget. Når jeg f.eks. sad og observeret en gruppe børn i deres leg, troede pædagogen og medhjælperen, at jeg bare sad og kiggede på. dette gjorde mig, meget ked af det.

Så efter en måned, hvor jeg havde givet det tid, måtte jeg gå til lederne og fortælle om hvordan jeg havde det. Det havde jeg det selvfølgelig ikke særlig godt med. Jeg ønskede, at det var noget, som jeg kunne have klaret med de voksne på stuen. Heldigvis var lederne rigtig forstående, og jeg kom ned på en af de andre stuer, hvor jeg godt kunne med pædagogerne og medhjælperne, de inkluderede mig i deres dagligdag, og jeg begyndte at åben mere op. Jeg kunne vise hvem jeg var og hvad jeg kunne. jeg fik lov til at tage på tur med børnene, og jeg begynde, at få meget mere ansvar. Da jeg havde været i institutionen i noget tid, blev jeg bekræftet med, at det ikke var første gang, at de to andre inde på den anden stue havde opført sig sådan, over for nye personer. Jeg synes at min fortælling fortæller, at det er vigtigt at komme af med sine bekymringer og at man ikke altid skal finde sig i alt, selvom man er ny. Det er også vigtigt, at man kan snakke sammen i en institution, og komme af med det, man har på hjerte. Det har jeg erfarede gennem praktikken.