Erobringen af Rom.

Jeg var på weekendbesøg hos et vennepar, Henrik og Karen, og deres to børn, Frida på 3 år og Emil på 6 år.

Emil, en typisk dreng med krudt i måsen og energi nok til et helt fodboldhold, søger meget sin far og vil (fra min synsvinkel) enormt gerne ses og anerkendes af ham. Frida er til gengæld en stille pige, som er enormt god til at tulle rundt og lege selv, og så er hun en super charmetrold. Det gør desværre at der er en let tendens til at rose (og næsten favorisere) Frida meget, hvorimod Emil får meget skæld ud for sin enorme aktivitet.

Jeg havde været der fra fredag eftermiddag, og det var nu blevet lørdag. Vi var stået sent op og havde bare hygget, set film og lavet ingenting. Frida havde tullet rundt og som altid hygget med  at lege selv. Emil havde haft en legekammeret på besøg, de havde løbet rundt, hoppet på trampolin og leget vildt. Nu sad begge børn og så børnetime.

Der spredte sig en skøn duft af mad og, trods nogle enkelte konflikter mellem Emil og hans forældre i løbet af dagen, var der en god stemning. Henrik lavede mad og Karen og jeg nød et glas rødvin på den anden side af kogeøen. Emil begyndte at blive rastløs, han gik ud i køkkenet til sin far, men han var optaget af maden og havde ikke tid. Emil begyndte at drille Henrik for at få hans opmærksomhed, og langsomt forandrede stemningen sig. Karen forsøgte nervøst, at flytte Emils fokus og få ham til at stoppe, men forgæves. Henriks lunte var kort, hurtigt kom han op i det røde felt, og det samme gjorde hans stemmeleje. Karen begyndte i sin desperation også at hæve stemmen og med ét, var huset fyldt af råb og stemningen så tung, at selv ikke en ung Arnold Schwarzenegger ville være i stand til at løfte den.

Senere på aftenen, da den lækre mad var spist og børnene faldet i søvn, sad Henrik, Karen og jeg - med endnu et glas rødvin - og snakkede om løst og fast. Den overspændte situation tidligere på aftenen fyldte stadig godt i mit hoved, og da lignende konflikter var et tilbagevendende problem i huset, besluttede jeg mig for at tale med dem om det.

Med en del nervøsitet for hvordan de ville tage det, begyndte jeg stille og roligt at fortælle. Jeg fortalte dem pænt, at jeg synes der var meget råben, for meget. Jeg forklarede, at for mig at se; så er Emil en aktiv dreng der elsker sin far betingelsesløst, og som bare gerne vil være sammen med ham – og accepteres af ham - hele tiden. Jeg fortalte, at det gjorde ondt på mig at se dem skælde Emil så meget ud, og at det ikke måtte være nemt for ham, at Frida altid blev rost til skyerne.

Jeg var mere end spændt på hvordan de ville reagere på mit ¨angreb¨, så stor var min overraskelse da de hverken blev vrede, sure eller gik i forsvar. Tværtimod erkendte de med det samme problemet, især Karen vidste godt, at det var noget der skulle arbejdes med, hun nærmest takkede mig for at sige det. Vi snakkede om det lidt tid, og jeg gav nogle gode råd til hvad jeg syntes de kunne gøre anderledes. Senere skiftede vi emne og stemning var let og leende.

Næste morgen kunne jeg allerede mærke en forskel på stemningen mellem børnene og deres forældre, der opstod naturligvis stadig nogle konflikter – Rom blev jo ikke bygget på én dag – men lunten var blevet en smule længere og stemmen en smule dybere.

Fortælling af Lærke Lundorff

Personlig beretning. Navne er fiktive