Begrebsliste

Relation: En relation kan være god eller dårlig. Den gode relation er en vellykket interaktion mellem to eller flere individer. Når relationen mislykkes og bliver dårlig, opstår der konflikter og magtfordelingen kan hurtigt skabe et asymmetrisk forhold.

Når Arni f.eks. giver Connie og Kristoffer en opgave om at lave en plakat sammen. Forsøger han at skabe en god relation imellem dem, ved hjælp af et fælles 3. Da Kristoffer og Connies kommunikation slår fejl, fordi de bl.a. har svært ved at aflæse hinandens non verbale sprog.

Magtfordeling: Når to mennesker (eller flere) sættes sammen, vil der automatisk ske en rollefordeling. Der vil oftest være en der tager styringen og dermed magten. Eks.: Når Kristoffer lige er startet, er det naturlige asymmetriske forhold, at Connie som den erfarne ville have mest at sige. Arni prøver at skabe et fællesskab i mellem dem, men Kristoffer bliver ved med at tage magten. 

Symmetrisk/Asymmetrisk forhold - Ligeværd: To mennesker der står over for hinanden i et (hvilket som helst) forhold, vil som udgangspunkt være ligeværdige men ikke lige – Dette er det asymmetriske forhold. Hvis parterne går ind i et fælles projekt med lige interesse opstår der et symmetrisk forhold hvor begge parter er lige interesserede

Det fælles 3.: Er den aktivitet/interesse som to individer er fælles om.

Non verbal kommunikation: Er alt det der ikke bliver talt. Det kropssprog, stemninger – Alt det der er i samtalen udover det sagte. Kristoffer har et voldsomt nonverbalt sprog, og kommer derigennem til at ramme Connie i forbifarten 

Anderkendelse: Er at se en anden person som den er og accepter den andens behov. Eks.: Når Arni acceptere at Connie bliver vred og ked af det, da Kristoffer ramte hende med albuen. Men samtidig prøver at få hende til at snakke med Kristoffer, i stedet for at skælde ham ud.

Invitation til livet.

Et aften med livsfortællinger.

Hej alle på Helios samt familie.

På medieværkstedet har vi de seneste tre uger lavet livsfortællinger på computere; film- diasshow og andet godt. Det har været rigtig spændende og krævet både personligt mod - det at dele lidt af sit liv med alle andre. Vi har skulle bruge alle vores IT-evner, samt åbne op for at lære nyt.
Alle har vi hjulpet hinanden. Dem der er IT-eksperter, har hjulpet dem med færre kompetencer, mens de der har masser af gode historier at fortælle, har hjulpet de mere stille med at åbne op og finde et godt fokuspunkt.
Vi synes selv det er blevet rigtig godt, og nu vil vi gerne hører jeres mening.
Derfor holder vi medieaften d. 21/3-13 kl. 19:00-21:00, hvor medarbejderne vil vise resultatet af deres arbejde, fortælle lidt om det og evt. svarer lidt på spørgsmål.
Vi vil serverer lidt kaffe, kage og snacks.

Håber at se en masse af jer.

M.v.h..
Os alle på Medieværkstedet.

Personale Intra. Helios

Kære kollegaer i Værestedet Helios.
Vi har i medieværkstedet, i de sidste 3 uger, arbejdet med livsfortællinger på det narrative plan gennem IT-mediet.
Hver medhjælper havde fået til opgave at lave en lille film, diasshow eller lign. hvor det var deres eget liv der var i fokus. Det var op til den enkelte bruger, hvad fra deres liv de ville fortælle om.
Det var hver medarbejders egen opgave, og vi som pædagoger skulle holde os på sidelinjen, og kun stå til rådighed ved henvendelse, eller når vi kunne spotte behovet.
Vi ønskede med denne opgave, at den enkelte medarbejder skulle få øjnene op for, hvad de selv er i stand til, og hvor gode relationer der kan komme ud af, at afslører bare en lille bid af sig selv. Resultatet var mere end godt. De brugere der normalt har meget på hjertet og tendens til at springe i emnerne, kom hurtigt til at fordybe sig i en enkelt begivenhed. De brugere der normalt er mere indesluttede, stille og med tendens til at holde sig for sig selv, åbnede sig op og vi udenfor fik lov at komme helt tæt ind på livet af dem.
Alle brugerne var meget optaget af opgaven og der blev lavet de fineste film om alt fra, fodbold til mobning.
Det er blevet så godt, at vi nu holder et åbent hus-arrangement for medarbejdernes familier, hvor de skal præsenterer og fortælle om deres opgave.

Mvh.
Pædagogerne på medieværkstedet.

Da revyen kom på plakaten.

Det var en dejlig mandag morgen, det var forår og selvom klokken kun var 07:45 skinnede solen fra en smuk blå himmel. Pædagogen Arni var mødt ind på Aktiveringstilbuddet Helios. Der skulle starte en ny medarbejder i dag på IT-værkstedet, som Arni var ledende pædagog for. Der arbejdede i forvejen 15 mennesker – alle med nedsat funktionsevne og/eller sociale problemer - i beskyttet job. Arni, og de andre pædagoger på stedet, yndede at kalde dem for medarbejder, der skulle ikke gøres forskel, og de var der jo for at have et så normalt liv som muligt.

Kristoffer, som skulle starte i dag, var en ung mand på 23. Han var tidligere misbruger og havde adskillige diagnoser. Da Kristoffer ankom klokken ni havde Arni allerede allieret sig med Connie, en 25 årig med Downs, som havde været på Helios i to år.  Connie havde det bedst med regler og faste rammer, så Arni tænkte at hun og Kristoffer kunne have glæde af hinandens forskelligheder, derfor skulle hun være med til at vise Kristoffer rundt og byde ham godt velkommen. Da Kristoffer ankom og blev vist rundt, kunne Arni hurtigt fornemme, at han gerne ville styre, men Arni håbede stadig, at Connie kunne gøre noget godt for ham, så han satte dem på et fælles projekt. De skulle lave plakaten til årets Helios revy.

Kristoffer og Connies samarbejde forløb forholdsvis fredeligt mandag eftermiddag. Connie fandt sidste års plakat frem, og de blev enige om at lave den nye plakat efter samme opbygning.

Tirsdag mødte både Connie og Kristoffer ind klokken halv ni. De virkede til at snakke godt sammen hen over morgenkaffen, men lige så snart de gik i gang med opgaven begyndte de at mundhukkes. Connie ville fortsætte arbejdet, der hvor de havde sluppet det, men Kristoffer havde pludselig besluttet, at plakaten skulle være helt anderledes, end det de først havde besluttet. ”Men vi har jo allerede bestemt hvordan den skal se ud” sagde Connie. ”Ja, men det er så grimt, kedeligt og dårligt. Der er ingen der gider se sådan et lorteshow!” svarede Kristoffer. Connie som jo ikke havde det godt med hurtig omstilling, forsøgte forgæves at få Kristoffer tilbage på det gamle spor, men Kristoffer var allerede i gang med den nye, helt anderledes, plakat. Det fik Connie op i det røde felt og diskussionen blev noget ophedet. Arni kom ind til dem og spurgte hvad de diskuterede om. Connie fortalte med det samme, at Kristoffer ikke holdte den aftale de havde lavet om plakaten. Kristoffer begyndte at brokke sig og mente, at det var Connie der ikke ville høre på ham og hans ideer. Da de ikke kunne redde trådene ud selv, fik Arni dem til at holde frokost. Her tog Arni først fat i Connie. Han fortalte hende, at han godt kunne se at hun blev oprevet, og at han godt kunne forstå, at hun syntes det var svært at skulle lave det hele om. Men det kunne jo være, at hun godt kunne lide nogle af Kristoffers ideer, hvis hun så dem. De blev enige om at lade Kristoffer lave en ny skitse, og så kunne de jo se hvor meget af det, hun kunne gå med til. Arni fortalte hende også, at han havde sat dem sammen, fordi han mente at hun kunne lære Kristoffer meget. Det fik Connie i bedre humør, og resten af eftermiddagen forløb nogenlunde fredeligt.

Onsdag morgen var Connie igen mødt ind klokken halv ni, og hun var hurtigt klar til at gå i gang med arbejdet. Da klokken blev ni var Kristoffer stadig ikke dukket op, og Arni kunne mærke at Connie var ved at blive frustreret.

Klokken halv ti står Connie og Arni og snakker i gangen, da Kristoffer kommer brasende ind af døren, han er tydeligvis vred og oppe at køre. Han ser ikke noget omkring sig og i sin fart i gennem gangen kommer han til at ramme Connie i brystet med sin albue, og udbryder ”Flyt dig, kælling”, hvorefter han suser videre. Connie reagere ved at råbe tilbage til Kristoffer ”Hvad fanden laver du?” og følger efter ham. Arni tager fat i Connies arm og spørger; ”Hvad vil du nu?” ”Jeg vil ind og skælde ham ud, han er en idiot” svarede Connie, ”Man må ikke slå!”. ”Jeg tror ikke at Kristoffer slog dig med vilje. Måske skal vi prøve at snakke med ham sammen?” Sagde Arni. ”Han skal skældes ud, man må ikke slå!!” sagde Connie. ”Kom”, sagde Arni ”Nu går jeg med dig ind til ham, så du kan snakke med ham, og fortælle at du blev ked af det, da han ramte dig.” De gik ind og fandt Kristoffer siddende ved computeren. Den var tændt og han sad og kiggede på den plakat han selv havde lavet. På gulvet lå den første – fælles – plakat revet i tusind stykker. Da Connie får øje på den ødelagte plakat på gulvet, forandres hendes ansigtsudtryk fuldstændig. Hvor hun før var næsten rød af raseri, forsvinder farven nu fra hendes ansigt, hun stivner og hendes øjne bliver fyldt med vand. ”Hvad har du gjort?” råber hun halvt grådkvalt, mens hun begynder at samle stumperne op. ”Jeg har revet lortet fra hinanden, vi skulle alligevel ikke bruge det”, svarer Kristoffer. ”Den plakat jeg har lavet, er tusinde gange bedre.”

Connie var nu helt opløst af raseri og frustrationer, og kunne næsten ikke sige noget. Arni som var ked af, at de ikke havde kunnet løse deres uoverensstemmelser stille og roligt, begyndte nu at snakke til Kristoffer. ”Kristoffer, prøv at se på Connie. Hun blev meget ked af det, da du ramte hende med din albue, og fordi du har revet plakaten i stykker. Jeg synes du skal sige undskyld til Connie, for at du ramte hende, og så må vi prøve at finde en løsning på plakaten, I har jo begge to en masse gode ideer.” Jeg gider fandme ikke sige undskyld til sådan en dum tøs.” svarede Kristoffer og for ud af rummet.

Pædagogen i det nye årtusind.

Nedskæringer i vente: Pædagoger er gået fra at være udskældte i 70´erne, til at have en prominent rolle i vores vældfærdssamfund. De skal være rollemodeller, integrere, bryde social arv, ”undervise” osv. Desværre bliver det ikke afspejlet i budgettet. Det nye årtusind har været præget af massive protester og arbejdsnedlæggelser – oftest forgæves pga. VK regeringens skattestop.

Fremtiden truer: I 2001 indleder BUPL (Børne- og Ungdoms Pædagogernes Landsforening) fusionsforhandlinger med pædagogisk medhjælper forbund for at undgå at de, grundet skranten, skulle gå sammen med forbundet af offentlige ansatte. BUPL vil gerne beholde deres position som den mest indflydelsesrige organisation på det pædagogiske felt. Pædagogerne vil dog ikke dele fagforening med de ikke-uddannede medhjælpere, så fusionen bliver opgivet.

Dette kan på sigt medføre at PMF vælger at bevare sin selvstændighed (hvis de får styr på deres skranten), og med amternes nedlæggelse kan det ligge op til en storfusion, da socialpædagogernes landsforbund har amterne som primær arbejdsgiver modpart. Eller det kan medføre at PMF går til forbundet af offentlige ansatte. SL overlever selv og BUPL søger mod Danmarks lærerforening.

I 2003: Vælges Annette Trads til forbundsformand for BUPL – måske kan hun få dem fri af fare.

I 2004: Kommer der forslag om, at private firmaer kan tjene penge på at drive daginstitutioner.

I 2004: Amterne er truede.

I 2011: Er pædagoger og lærere i samme fagforening.

 Erobringen af Rom.

Jeg var på weekendbesøg hos et vennepar, Henrik og Karen, og deres to børn, Frida på 3 år og Emil på 6 år.

Emil, en typisk dreng med krudt i måsen og energi nok til et helt fodboldhold, søger meget sin far og vil (fra min synsvinkel) enormt gerne ses og anerkendes af ham. Frida er til gengæld en stille pige, som er enormt god til at tulle rundt og lege selv, og så er hun en super charmetrold. Det gør desværre at der er en let tendens til at rose (og næsten favorisere) Frida meget, hvorimod Emil får meget skæld ud for sin enorme aktivitet.

Jeg havde været der fra fredag eftermiddag, og det var nu blevet lørdag. Vi var stået sent op og havde bare hygget, set film og lavet ingenting. Frida havde tullet rundt og som altid hygget med  at lege selv. Emil havde haft en legekammeret på besøg, de havde løbet rundt, hoppet på trampolin og leget vildt. Nu sad begge børn og så børnetime.

Der spredte sig en skøn duft af mad og, trods nogle enkelte konflikter mellem Emil og hans forældre i løbet af dagen, var der en god stemning. Henrik lavede mad og Karen og jeg nød et glas rødvin på den anden side af kogeøen. Emil begyndte at blive rastløs, han gik ud i køkkenet til sin far, men han var optaget af maden og havde ikke tid. Emil begyndte at drille Henrik for at få hans opmærksomhed, og langsomt forandrede stemningen sig. Karen forsøgte nervøst, at flytte Emils fokus og få ham til at stoppe, men forgæves. Henriks lunte var kort, hurtigt kom han op i det røde felt, og det samme gjorde hans stemmeleje. Karen begyndte i sin desperation også at hæve stemmen og med ét, var huset fyldt af råb og stemningen så tung, at selv ikke en ung Arnold Schwarzenegger ville være i stand til at løfte den.

Senere på aftenen, da den lækre mad var spist og børnene faldet i søvn, sad Henrik, Karen og jeg - med endnu et glas rødvin - og snakkede om løst og fast. Den overspændte situation tidligere på aftenen fyldte stadig godt i mit hoved, og da lignende konflikter var et tilbagevendende problem i huset, besluttede jeg mig for at tale med dem om det.

Med en del nervøsitet for hvordan de ville tage det, begyndte jeg stille og roligt at fortælle. Jeg fortalte dem pænt, at jeg synes der var meget råben, for meget. Jeg forklarede, at for mig at se; så er Emil en aktiv dreng der elsker sin far betingelsesløst, og som bare gerne vil være sammen med ham – og accepteres af ham - hele tiden. Jeg fortalte, at det gjorde ondt på mig at se dem skælde Emil så meget ud, og at det ikke måtte være nemt for ham, at Frida altid blev rost til skyerne.

Jeg var mere end spændt på hvordan de ville reagere på mit ¨angreb¨, så stor var min overraskelse da de hverken blev vrede, sure eller gik i forsvar. Tværtimod erkendte de med det samme problemet, især Karen vidste godt, at det var noget der skulle arbejdes med, hun nærmest takkede mig for at sige det. Vi snakkede om det lidt tid, og jeg gav nogle gode råd til hvad jeg syntes de kunne gøre anderledes. Senere skiftede vi emne og stemning var let og leende.

Næste morgen kunne jeg allerede mærke en forskel på stemningen mellem børnene og deres forældre, der opstod naturligvis stadig nogle konflikter – Rom blev jo ikke bygget på én dag – men lunten var blevet en smule længere og stemmen en smule dybere.

Fortælling af Lærke Lundorff

Personlig beretning. Navne er fiktive

Min fortælling

Det er fredag eftermiddag, en smuk og kold vinterdag. Jeg er pædagogmedhjælper på et bosted- og dagtilbud for voksne med senehjerneskadet. 

Vi har travlt og er presset grundet de mange besparelser, og sygemeldingerne der kommer på stribe. Jeg møder ind sammen med mine kollegaer, og vi samles på personalekontoret for at holde overlap og planlægge dagens gøremål. 

Mine kollegaer er trætte og rummet præges af en negativ stemning. Der er en sygemelding på vores nabo afd. og en af os må træde til og hjælpe. Mine kollegaer har aldeles ikke lyst og kan finde overskudet til at hjælpe dem, trods de kender til beboerne og deres behov, vi snakker frem og tilbage om det og jeg føler mig nødsaget til at melde mig, trods min uvidenhed og manglende kompetence til opgaven. Vi aftaler at den anden kollega må træde til næste dag.

Jeg omstiller mig, og finder overskuddet frem, jeg går der hen med en positiv tilgang, og det ender med at blive en rigtig god dag.

Da jeg møder ind næste dag, lidt senere end mine kollegaer, har de så aftalt at det må blive mig der tager over og hjælper nabo afd. igen, trods aftalen. Jeg siger at jeg syntes at det var fejt at aftale dette over hovedet på mig og dette ikke var, hvad vi aftalte forleden, min kollega bliver meget stødt over jeg kan finde på at trodse hende, og siger at det er noget jeg SKAL, da jeg kun er pædagogmedhjælper og derfor slet ikke dannet til at sige fra, og at jeg skal irettesætte mig efter hvad hun siger,  Jeg er trængt op i en krog og er tvunget til at sige fra. Så jeg står ved at det ikke var aftalen og at jeg syntes hun skulle tage sin del af aftalen, og tage over på nabo afd. med en ligeså positiv tilgang som jeg havde, trods det manglende overskud.

Hun bliver meget sur og vælger at gå derover. Resten af dagen går med vendinger og reflektioner, om det var den rigtige beslutning fra min side, og om jeg bare havde været på tværs.

Nogle dage efter fik jeg en undskyldning, og hun anerkendte min tilgang til problemet og min beslutning den dag. 

Akademisering- en trend i tiden

Det nye årtusinde

I 2001 under Anders Fogh regeringstid blev pædagoguddannelsen til en professionsbacheloruddannelse. Det betød at pædagogerne fik mulighed for at videreuddanne sig og lettere ved at få deres uddannelse godkendt i udlandet.
Uddannelsesinstitutioner, som før har levet deres selvstændige liv, går sammen i centre for videregående uddannelser. For at øge det faglige niveau, skabe et bedre studiemiljø, bredere kendskab til andre faggrupper- i sidste ende når de studerende er færdiguddannet er de ikke så fremmelige overfor hinanden.
Uddannelser bliver nedlagt og nye kommer til. Klub- uddannelsen som uddannede ungdoms pædagoger blev nedlagt og afløseren hedder videregående voksenuddannelse i ungdomspædagogik. Årskursus- en videre uddannelse for pædagoger nedlægges og i stedet etableres Danmarks pædagogiske universitet, hvor man både kan tage diplom og masteruddanelse.
I 2003 kommer evalueringen af den 10 år gamle fællesuddannelse for alle pædagoger- dommen lyder at uddannelsen er for ensartet og mangler en fælles faglig kerne- undervisningen er simpelthen ikke god nok. Undervisningsministeren snakker om en bedre sammenhæng mellem pædagog og lærer uddannelsen og endda også at pædagoguddannelsen måske er nået til vejs ende. Det er alle dog ikke enige i og heldigvis er uddannelsen her stadig og den pædagoguddannelse vi kender idag har eksisteret siden 2005.

Min fortælling

Min fortælling udspiller sig på et plejehjem. Jeg arbejder på en afdeling jeg normalt ikke plejer at være tilknyttet. En sosu-hjælper er konstant på nakken af mig og jeg kan aldrig gøre det godt nok. En beboer er lidt dårlig tilpas og ligger på en sofa og hviler sig. Sosu-hjælperen beder mig om at få beboeren op og med ind til frokost, men beboeren vil hellere ligge på sofaen. Sosu-hjælperen kommer hen til beboeren og får hende op at sidde. Hjælperen har et glas vand i hånden og tvinger beboeren til at drikke vandet selvom hun ikke har lyst. Hjælperen vil have mig til at finde et tæppe og jeg har den ubehagelige følelse af, at hun utålmodigt står og ånder mig i nakken.

Episoden kulminere med at en af beboerne sidder i opholdsstuen er meget urolig, siger hun fryser og gerne vil have hjælp. En sosu-hjælper mister tålmodigheden og køre beboeren ind på sin stue. Fra opholdsstuen, hvor jeg befinder mig kan jeg høre beboeren råbe om hjælp og sosu-hjælperen siger til beboeren, at nu gider hun ikke høre mere på hende og at hun forstyrre de andre beboere.

En assistent- elev som ikke har hørt situationen køre beboeren tilbage til opholdsrummet. Sosu-hjælperen bliver sur på assistent- eleven og siger til hende, at det er respektløst af hende at gå mod hendes ordre. Assistent-eleven bliver ked af det og får slet ikke lov til at forklare situationen.
Det blev min første og sidste dag på den afdeling for, for eftertiden bad jeg om at arbejde på en anden afdeling.

Det nye årtusinde

Om fremtiden kan man kun spå:

Vi gifter os i håb om en kerne familien, men ofte ender det i en skilsmisse, og håbet om kerne familien smuldrer. I dag stiller vi alt for store krav til os selv, til vores børn, og til vores arbejdesplads. Og det ender i frustrationer og stress.

i vores generation har vi lært at vælge til og planlægge, så vi kan nå det hele. Problemet bliver desværre, at jagten på det gode liv ender med at true lykken. fordi vi stille for mange krav og høje forventninger. 

Der var engang hvor arbejdespladsen var et sted hvor man tjente sine penge, og hvor det sted man gik hen til efter en arbejdsdag var det vigtigste. men i dag har flere og flere mennesker deres identitet via arbejdspladsen, og det er svært at give afkald på. Og det kan derfor også være hårdt at være væk fra arbejdspladsen i en periode.

Howard Gadner:

psykolog, forsker og professor ved harvard university i Boston. Hans udgangspunkt er kognitiv psykologi, viden om tænkning, intelligens, viden og kunnen.  inde for småbørns pædagogik mener han at hver enkelt barn er unikt, det skal føle sig set og har krav på at blive mødt med respekt, børn har lyst til og behov for at udforske verden. Han siger også at her af skal de voksne benytte mange forskellige indgange til det enkelte barn i det pædagogiske arbejde. Der bliver fokuseret på barnets stærke sider.  

Eksklusion af stuen.

Jeg startede i praktik i efteråret 2011. i en børnehave i Århus. Nogen få dage, før jeg skulle starte, havde jeg været ude på besøg, så institutionen vidste hvem jeg var. Da jeg begyndte i børnehaven, havde jeg nogen forventninger til mit praktiksted, og til den første uge. F,eks. regnede jeg med, at få en form for rundvisning, så jeg kunne lære stedet at kende, og så jeg vidste hvor tingene var i institutionen. Men den stue jeg kom på have åbenbart ikke interesse i, at vise mig stedet og dagligdagen. Dette gjorde mig meget frustreret, da jeg f.eks ikke vidste om der var nogen børn med særlig behov på stuen, og i det hele taget, hvordan deres daglig dag var. De to voksne snakkede ikke til mig eller tog mig med i dagligdagens gøremål, selvom jeg prøvede, at spørger ind til forskellige emner og ting. Men efter jeg havde været der i en uges tid, havde jeg observeret, hvordan dagligdagen var, og hvordan pædagogerne, og medhjælperne gjorde på stuen. Da jeg havde været der i en månedes tid, måtte jeg gå til lederen i børnehaven og forklare, at inde på den stue jeg var, fik jeg ikke lov til noget og, at de ekskluderet mig, så jeg ikke kunne udfolde mig eller vise hvad jeg kunne, og hvad jeg kunne komme med af ting og gode ideer til dagligdagen. Pædagogen og medhjælperne på stuen, fik mig også til at følge mig overvåget. Når jeg f.eks. sad og observeret en gruppe børn i deres leg, troede pædagogen og medhjælperen, at jeg bare sad og kiggede på. dette gjorde mig, meget ked af det.

Så efter en måned, hvor jeg havde givet det tid, måtte jeg gå til lederne og fortælle om hvordan jeg havde det. Det havde jeg det selvfølgelig ikke særlig godt med. Jeg ønskede, at det var noget, som jeg kunne have klaret med de voksne på stuen. Heldigvis var lederne rigtig forstående, og jeg kom ned på en af de andre stuer, hvor jeg godt kunne med pædagogerne og medhjælperne, de inkluderede mig i deres dagligdag, og jeg begyndte at åben mere op. Jeg kunne vise hvem jeg var og hvad jeg kunne. jeg fik lov til at tage på tur med børnene, og jeg begynde, at få meget mere ansvar. Da jeg havde været i institutionen i noget tid, blev jeg bekræftet med, at det ikke var første gang, at de to andre inde på den anden stue havde opført sig sådan, over for nye personer. Jeg synes at min fortælling fortæller, at det er vigtigt at komme af med sine bekymringer og at man ikke altid skal finde sig i alt, selvom man er ny. Det er også vigtigt, at man kan snakke sammen i en institution, og komme af med det, man har på hjerte. Det har jeg erfarede gennem praktikken.